Michael E. Porter

Michael Porter
 

Strategisk forskning

Michael E. Porter er den førende autoritet indenfor konkurrencestrategi og konkurrencemæssig og økonomisk udvikling af lande, områder og virksomheder. I 1980´erne konkretiserede Porter den strategiske tankegang og medvirkede derved til elimineringen af den forvirring, der tidligere prægede det strategiske felt.

Startskuddet var artiklen fra 1979 'How Competitive Forces Shape Strategy' som blev fulgt op af succesbogen fra 1980 'Competitive Strategy'. Heri beskrives bl.a. det populære analyseværktøj 'five forces' samt 'de generiske strategier'.

I 1985 udgav Porter 'Competitive Advantage', som supplerede 'Competitive Strategy' på specielt virksomhedens interne aspekter. Præget af tankegangen om konkurrencemæssige fordele introducerede Porter her 'the value chain', der dekomponerer virksomheden i forskellige aktiviteter.

Porter begynder herefter at beskæftige sig yderligere med den international konkurrence, og hans arbejde indenfor dette område kulminerede i 1990 med udgivelsen af 'The Competitive Advantage Of Nations'.

Efter en periode - hvor teoretikere fra kundskabsbaserede strategiskoler intens kritiserede Porter´s strategiske tankegang og bagvedliggende analyseværktøjer - udgav Porter i 1996 artiklen 'What is Strategy'. Artiklen kan betragtes som Porter´s forsvar på den stigende kritik af den positioneringsskole, som Porter er blevet synonym med.

I 1998 udkom Porters bog 'On Competition', der behandler konkurrence på mange forskellige niveauer og samtidig samler op på en stor del af de artikler, som Porter tidligere har udgivet.

Trods en del kritik er Porters strategiske analyseredskaber stadig undervisningsmateriale på stort set alle handelshøjskoler i verden. Med udgivelse af 16 bøger (hvoraf flere er genoptrykt et utal af gange og oversat til mange forskellige sprog) og over 100 artikler er Porter en af de mest markante og indflydelsesrige personer indenfor strategisk tankegang.