Succes med det strategiske lederskab

Af Jørgen Lægaard, d. 12. maj 2014

Succes -med -det -strategiske -lederskab
 

I forbindelse med coaching af strategiprocesser i virksomhederne bliver jeg ofte spurgt om, hvad strategisk lederskab er.  Spørgsmålet dukker op i en tid, hvor lederskab anvendes af mange forskere og journalister, når de mangler en forklaring på succes eller fiasko i virksomheder og organisationer.

Inspireret af Niels Lundes bog ”100 topchefer – guiden til dansk erhvervsliv” er Lars Larsen fra Jysk et godt eksempel på en leder med succes, mens tidligere adm. direktør i DSB, Søren Eriksen, er et eksempel på en leder, der i nogle år tilsyneladende var på vej mod succes, men som måtte forlade virksomheden, som konsekvensen af fiasko i sit fejlslagne strategiske lederskab.

Forskellen på de to ledere er stærkt og svagt lederskab og ikke mindst udøvelsen af det strategiske lederskab. For mig bygger den praktiske udøvelse af lederskab på:           

  1. At opmuntre til en fælles vision: Midlet til at realisere visionen er lederens stærke tro på at mennesker, der samarbejder, kan gøre en forskel.
  2. At bane vejen: Ledere, som baner vejen, engagerer sig i at gå foran som det gode eksempel for andre ved at handle i overensstemmelse med de udtrykte værdier.                 

Lars Larsen lykkedes godt med begge dele. Tænk f.eks. på de tre kerneværdier i Jysk kaldet de tre K-er: Købmand – Kollega – Korpsånd. Søren Eriksen overbeviste sine foresatte om strategien med at vinde licitationer i Sverige samtidig med at togene ikke kørte til tiden – en værdi som han aldrig tog til sig og derfor ikke banede vejen for internt i DSB.

Min erfaring er også, at den måde lederskab traditionelt tolkes på ikke indeholder strategisk formåen. Lars Larsen har aldrig været god til strategisk formåen, som det f.eks. var tilfældet med Lars Larsens strategi med spredning til nye forretningsområder uden at han kendte de nye forretningers kerne. Lars Larsen tog konsekvenserne og tilknyttede ledere under sig, der selvstændigt tænkte i strategi og styrkede Jysk’s kerneforretning.