EFApaint– Strategi med en trebenet forretningsmodel
Nogle gange er opgaven som bestyrelsesformand sværere end forudset. Således også med en kompleks forretningsmodel hos EFApaint A/S i Esbjerg. Løsningen blev Strategi 2030 med tre ben, der spreder risikoen i tre dele, så virksomheden er robust i en omskiftelig verden. Ledelsesopgaven er at holde kæden stram i alle tre ben gennem aflæring af gamle uvaner og tilførsel af nye måder at arbejde på.
Ejerne af EFApaint A/S bad Jørgen Lægaard træde til som bestyrelsesformand og udvikle en ny strategi og forretningsmodel for virksomheden.
Forretningsmodellen blev udviklet i samarbejde med alle medarbejdere og essensen er, at EFApaint A/S udvikler, fremstiller og distribuerer og servicerer maling, lak og produkter til træpleje. Det særligt krævende er, at produkterne henvender sig både til erhvervskunder (BtB) og private forbrugere (BtC), og at afsætningen sker nationalt og internationalt med en lille overvægt til det danske marked.

Jørgen Lægaard fremhæver, at EFApaint har formået at eksekvere strategien med de tre ben:
- EFApaint har bevaret og styrket sin position på BtB-markedet gennem specialiserede løsninger inden for overfladebehandling; både i Danmark og nu også i alle tre DACH-lande: Tyskland, Schweitz og Østrig.
- Samtidig har virksomheden styrket positionen på BtC-markedet gennem udvikling af et stærkt detail-setup. Virksomheden har indgået et nyt nordisk agentur på spraymaling, som forventes at bidrage til øget afsætning og markedsudvikling – både nationalt og internationalt.
Strategien med de mange ben er understøttet af et effektivt service- og logistiksystem, som organisationen mestrer gennem nyt ERP-system. Langvarige og solide kunderelationer har bidraget til at fastholde de største kunder i alle segmenter. Verden er uforudsigelig og nogle segmenter rammes af et lavere aktivitetsniveau midlertidigt og her kan det være en fordel at lægge sine æg i flere kurve. Kundernes tilbagemeldinger indikerer tilfredshed med virksomhedens løsninger og service, selvom der ses en afdæmpet efterspørgsel.
Ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer
Indrømmet: På mange måder en kompleks forretningsmodel med flere produktgrupper, kundesegmenter, salgskanaler og dermed også mange organisatoriske fokusområder.
Bestyrelsen har samtidig gennemført et generationsskifte i den daglige ledelse, da Kjeld Clausen i 2025 fratrådte som direktør. Bestyrelsen udnævnte salgsdirektør Mikkel Fosnæs til adm. direktør efter 1½ års ansættelse og med baggrund inden for forretningsudvikling og optimering. Det er altid ærgerligt at miste mange års erfaring og omvendt markerer generationsskifte jo altid et nyt kapitel i den strategiske ledelse. Bestyrelsen forventer samlet set, at generationsskiftet kan bidrage positivt til den fortsatte udvikling af EFApaint A/S.
Det handler nu om at holde kæden stram. Organisation, systemer og processer må spille sammen med det bedste fra den tidligere kultur og med tilsætning af nye kulturelle træk med aflæring af tidligere vaner, der måske ikke længere passer til den nye forretning.
Organisationen er styrket på det tekniske og kommercielle område for at understøtte en ny strategi med styrket fokus på produktudvikling, handelsvarer og udbygning af forhandlernettet, samtidig med at virksomhedens DNA i unikke og specialiserede løsninger fastholdes.
Virksomheden har re-certificeret ledelsessystemerne for kvalitet, miljø og arbejdsmiljø i henhold til ISO 9001:2015, DS/ISO 14001:2015 og ISO 45001:2018.
Jørgen Lægaard samler situationen og strategien i en kompleks forretningsmodel således:
Strategien mod 2030 indikerer en rentabel vækst med tilgang af nye kunder og meget positive økonomiske resultater. Der er særligt positive tendenser inden for detailmarkedet, hvor virksomheden som nævnt har indgået et nyt nordisk agentur på spraymaling, som forventes at bidrage til øget afsætning og markedsudvikling. Her styrkes virksomhedens internationale markedsudvikling. Alt sammen kræver stærkt lederskab hver dag.